Af: Daniel J. R. Wagtmann

 

Når jeg ser mig selv i spejlet, er jeg tilfreds. Jeg beundrer resultatet af en langvarig udvikling, som  mine medmennesker har været med til at forme. Jeg kigger først på det overfladiske. Mit tøj, min stil, min grimasse. De mange udskiftninger af miljøer og rollemodeller har sat tydelige spor på mit udseende, og mit udseende er en stor del af min person. Dernæst kigger jeg mig selv i øjnene. Jeg er inde i mig selv, så det er ikke svært at dykke ind i min fortid.

 
Mine venner og kærlighedsforhold har igennem årene haft en kæmpe indflydelse på den, jeg er i dag. Den jeg står og beskuer i spejlet. Jeg har været igennem meget i mit liv, og jeg har et bibliotek af minder og oplevelser, som jeg holder så inderligt meget af, at jeg nægter at uddele lånerkort.
 

Den sekundære socialisering, som består af venner og andre mennesker, som jeg har mødt, efter at have frigjort mig fra den primære socialisering, altså min familie, er den gruppe, som har været vigtigst for mit liv. Jeg er en person med mere end én ”bedste ven”. Jeg har utroligt svært ved at nævne en bedste ven. Hvad er det, der gør den bedst?

 

Næ nej, jeg har forskellige minder og oplevelser med hver og en af dem, og de har allesammen ført mig tilfreds hen foran spejlet. Jeg tror, at en af grundene til, at mine venner har gjort så stort et indtryk, er at det er de mennesker, man vælger at have i sin nærhed, efter at man er kommet ud i den store verden. Ligesom ens familie er de vigtigste mennesker fra man bliver født, til man når en vis alder, hvor man skal til at klare sig selv. Mine venner er derfor en slags ny familie for mig, hvor hver af dem har en bestemt rolle, og jeg har også selv en rolle i forhold til dem.