Hvem vil ikke gerne ligne Keira Knightley eller Kate Moss?
For nogen kommer looket naturligt, mens andre går mere drastisk til værks og sulter sig selv til det sygelige.

 
Af: Maria Arnskov og Victoria Erlich-Eriksen

Anoreksi er ikke til at spøge med. I løbet af de sidste 20 år er antallet af anoreksipatienter steget betydeligt, og det er især unge piger der rammes. Det er en sygdom, der tærer på selvværdet og på både de fysiske og psykiske kræfter, og den kan i værste fald ende med at patienten dør.

Hvordan det kan gå så galt, og hvad man som pårørende og anoreksiramt kan gøre? Vi har spurgt Britta Tønnies, rådgiver i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Hvornår går det for vidt?

”Først når den unge er blevet meget tynd og har fået et tydeligt forstyrret forhold til mad, begynder omgivelserne typisk at bekymre sig. Så kan de se at hårde slankekure og overdreven dyrkning af motion også kan være noget negativt.”

Hvordan slipper man af med sygdommen?

”At komme ud af anoreksien er for mange et langt, sejt træk. Nogle bliver så undervægtige, at de indlægges og fodres op. Når kroppen igen får næring nok, i hvert fald for en stund, begynder den unge også at kunne tænke mere klart, og heri ligger en mulighed for at få den unge til at reflektere over anoreksien, fokusere på langsigtede mål og forsøge at finde andre metoder til at få styr på det indre kaos, der er årsag til anoreksien.”

Hvad kan man som pårørende gøre for at hjælpe?

”Det er nødvendigt, at man forsøger at lytte åbent og interesseret, og at man accepterer, at den unge ikke selv kan se adfærden som en spiseforstyrrelse. Man bør opfordre hende eller ham til at søge hjælp hos læge eller støttegrupper, men mest af alt, skal man gøre sig umage for at holde fast og vise de unge, at man holder af dem, accepterer dem og elsker dem, som de er.”