I september gav den norske singer/songwriter Thomas Dybdahl koncert i DR’s koncertsal sammen med underholdningsorkestret. Oprindeligt var der kun planlagt 1 koncert, men på grund af stor efterspørgsel valgte Dybdahl at arrangere endnu en optræden.

 

Af Sebastian Dawe

Himlen ligner næsten et middelalderligt billede af verdens undergang, da jeg bevæger mig de 100 meter fra metrostationen over til DR’s imponerende koncertsal. Et sidste blik på den dystre himmel, et sidste drag af den fugtige luft, og så ind til en lys, let og luftig oplevelse med en af nutiden største skandinaviske musikere, Thomas Dybdahl. Og så ikke alligevel. Da jeg træder ind af svingdøren, bliver jeg mødt af kolde betonvægge, blåt lys, sparsom udsmykning og en overvældende følelse af melankoli.  Det føles som om temperaturen falder 10 grader på et øjeblik, og mine sanser bliver fuldstændigt paralyseret af indtryk, som de på ingen måde havde forventet at møde.

 
Jeg har først for nyligt lært Thomas Dybdahl at kende, men jeg er hurtigt blevet optaget af hans musik, for ikke sige hele hans person, som tiltaler mig utrolig meget. Den aura hans sange udstråler, den måde han udtaler sig til snævertsynede journalister på, synes jeg, er ekstremt fascinerende.

  

Den næste halvanden time forgår et andet sted. Ikke fysisk, men mentalt. Publikum bliver taget gennem fantastiske lyduniverser, skrøbelige ballader og enkelte opkvikkende country jingles, alt sammen leveret med perfektionistisk præcision, og smukt bakket op af Radiounderholdningsorkestret, som i høj grad er med til at understrege kampen for at nå det ypperligste inden for sin kunstart.  Det er netop det der, for mig, er så fangende ved denne aften. Kampen for at nå den kunstneriske perfektion, om det så er, når man bygger en koncertsal, spiller en koncert, tager tøj på om morgenen, eller skriver en opgave i skolen. Det er også derfor, jeg er faldet for Thomas Dybdahl, ligesom jeg tror det er derfor, han har fyldt koncertsalen med den slags mennesker, han har, her til aften, og igen i morgen aften, endda på under en halv time hos billetudbyderne.
 

Mennesker som beundrer Thomas Dybdahls kamp for at nå den kunstneriske perfektion, og som kan, og ikke mindst gerne vil, identificere sig med noget af det, han står for. De værdier som så stærkt skinner igennem i hans optræden. Stræben mod kunstnerisk perfektion, og den ypperligste performance. Alle er i hvert fald enige. Thomas Dybdahl er fantastisk. Jeg bliver bekræftet i mine tanker, da publikum bliver hevet med ind i koncerten og skal synge refrænet af et af Dybdahls største hit, Cecilia. Der er ingen, der begynder at råbe op, som var de til fodboldkamp, nej alle koncentrerer sig og prøver virkeligt at få det til at lyde godt. Og det gør det virkeligt. Så godt at selv scenens midtpunkt træder ned fra scenen, ned blandt publikum, for at respektere den helt specielle slags kunst, det virkeligt er, når 1800 mennesker synger smukt sammen.
 

Under hjemturen bliver der ikke mælet mange ord i metroen, selv om det stadig er skæg og bløde hatte, der dominerer billedet. Alle sidder og kigger ud af vinduet med et saligt udtryk i øjnene.  En gang imellem bryder et højlydt gab stilheden. Jeg kan også mærke trætheden, ikke i kroppen, men i hovedet, mange indtryk er blevet fordøjet deroppe, og det er altså hårdt at følge med, når der er så meget, så godt, der skal opsuges.