Venner eller bare bekendte...
Rebecca: ”Der er en væsentlig forskel mellem venner og bekendte. Mine venners mening betyder meget for mig, og mine bekendte er mere en slags kammerater, som jeg har det sjovt med, men som jeg ikke stoler 100 % på. Jeg har for eksempel kun 7 rigtigt tætte venner og veninder, som jeg betror mig til, stoler på og vil gøre alt for og omvendt. Samtidig har jeg en stor omgangskreds, fordi det er rart at have forskelligt selskab at vælge imellem. Det er jeg glad for. Men dem, jeg sætter mest pris på, er mine tætte venner, for hvis min omgangskreds pludselig gik imod mig, ville jeg være ligeglad, fordi jeg har de tætte venner. ”
Noemi: ”Det kommer an på, hvad man forstår ved et venskab. Det mange unge kalder ”venner”, er det man tidligere ville kalde bekendte, og der er samtidig rigtig meget status i at have mange ”venner”. Der er mange unge, som har nogle stykker, de betragter som rigtige venner, men selv blandt de venner er der meget, som man ikke deler med hinanden.”
Overflade...
Rebecca: ”Jeg oplever rigtig mange - specielt piger - der er overfladiske og for eksempel kommer hen til én og siger” Heeej skat, hvad så, du ser godt ud i dag!” og så snart, de er gået, siger de ”Jeg hader bare hende der”. Jeg tror, at det er noget, som man har gjort siden børnehaveklassen, og som er en meget udbredt tendens blandt piger, hvor drenge nok er mere ligetil.”
Noemi: ”De fleste unge er usikre på, hvordan de bliver bedømt af andre, og er meget afhængige af, hvordan de bliver socialt bedømt af andre. Ungdomslivet handler om, hvordan man skal placere sig i forhold til andre og skabe sig en identitet. Så der er rigtig meget overfladisk spil i både, hvordan man opfører sig, hvordan man ser ud, og hvem man er venner med. Der bruges enormt meget energi på at tænke på, hvordan man skal være, i stedet for bare at være. Jeg tror, at det er meget ensomt, fordi der er mange ting, man ikke deler med andre.”
Hvem er jeg...
Rebecca: ”Min identitet ændrer sig ikke efter, hvem jeg er i selskab med. Jeg tror, at det handler om, hvorvidt man er usikker på sig selv og måske har selvværdsproblemer, så man ikke hviler nok i sig selv. Jeg tror, at det er noget alle piger har været igennem på et tidspunkt i deres liv.”
Noemi: ”Jeg tror, at unge føler, at de får mere identitet af at have mange venner og bekendte. Men det gør samtidig unge mere egoistiske, fordi de konstant er optagede af ikke at tabe ansigt til omverdenen, fordi man måske følelsesmæssigt ikke har ”råd” til det, fordi det gør for ondt. Så selvom man ved, at man ikke skal bagtale andre, så gør man det alligevel. Ikke af ond vilje, men fordi det er bedre at gøre opmærksom på andres fejl, så man dermed ikke er alene om at føle sig utilpas og kæmpe med sine egne fejl.
Men jeg tror helt sikkert, at mange mennesker - ikke kun unge - ændrer sig efter, hvem de er i selskab med, for grundlæggende er vi jo ret sociale væsner. Det betyder meget at være populær. Piger er måske generelt set mere sårbare end drenge. Men jo mere usikker man er, jo mere er man tilbøjelig til at ændre sin identitet.
Det moderne menneske.
Noemi: ”Der er en teori om, at det moderne menneske er blevet et ”massestyret” menneske, det vil sige det har hele tiden en radar ude rettet mod venner, bekendte, offentligheden, medierne og så videre. For at finde ud af, hvad ”man” skal gøre og ikke gøre. Jeg tror, at man hverken kan undvære få tætte venner eller mange bekendte, fordi man har brug for at få den sociale anerkendelse. Men dem, der har få tætte venner i stedet for mange bekendte, står meget stærkere.”